24.11.12

Serenity Cupcakes





Serenity Cupcakes
Hvad?
Et af Københavns førende cupcake'erias, der sælger tøsede kopkager i alle farver og former.
Hvor?
Grønnegade 32, 1107 København K.
Hvornår? 
Hverdage fra 12-17 & fredag + lørdag 12-19(lørdag kun til 17)


I weekenden trængte vi til noget (mere) sødt og vi besøgte derfor det omtalte cupcakeria, Serenity Cupcakes. Den fine butik, hvor du kan bestille dine cupcakes to go eller to stay, ligger i en sidegade kort fra Kgs. Nytorv.
Da vi havde kringlet os igennem Strøget og de maaange mennesker, kom vi endelig til det sagnsopspundne bageri, der er blevet sludret om i kroge, i blogland og i "Den store bagedyst", der kørte på dr1.
Vi trådte indenfor og kunne lynhurtigt se, at det blev til en take away, for det lille lokale var tæt pakket af mennesker fra "all over". 
Menuen stod på alt fra lyserøde sukkerdrømme, til klassiske chokoladecupcakes, og vores øjne blev mindst 3 gange større, da vi stod og kiggede.
Efter at have skudt et par hurtige billeder og snakket med Laura, der præsenterede udvalget, havde vi bestemt os. Det skulle være en Chocolate O' Dream med marengstopping og oreostykker!


Anmeldelse
-Lulu og Liva giver point fra 1-5 i hver kategori.


Smag
Liva: Den berømte cupcake får kun 2 point af mig, da jeg mildt sagt ikke forstod, hvad alle folk havde hidset sig op om. Det var jo bare en cupcake med en oreo i bunden? Måske er det mig, der bare ikke synes at cupcakes er det helt store, og at alle andre er glade for den lidt tørre bund med den overdådige frosting, men skuffet blev jeg altså.
Lulu: Smagen i denne cupcake var ikke noget særligt. Mine forventninger var høje, ikke mindst fordi de er så hypede, men også fordi at de er så fejlfrie i deres udseende og indpakning (se billede!). Det bliver 3 herfra, da cupcaken var middelmådig og ikke levede op til mine forventninger, desværre. 
Udseende
Liva: Okay, her blev jeg tilgengæld ikke skuffet. De flotte cupcakes var ligeså tøsede og søde, som jeg havde forventet, og en oprigtig fryd for øjet. 3,5 point!
Lulu: 4. De er jo mega flotte, tilpas tøsede og så er indpakningen så sød.
Konsistens
Liva: Øv! Aldrig har jeg smagt så tør en cupcake. 1 point herfra (men det er kun for frostingen).
Lulu: Cupcaken var tør. Altså helt vildt tør. Marengsfrostingen var dejlig blød, men det bliver desværre kun til 1,5 point herfra.

Over all
Altså ikke en særlig god cupcake, men en super hyggelig café, med rigtig god service, selvom der er travlt i løbet af dagen!
Besøg Serenity Cupcakes hvis du er til hygge og en sød kage
-og hvem ved, måske du har en helt anden oplevelse end os?

Kram,
Liva & Lulu

OBS: Ugen efter inviterede Miriam fra Serenity os til at smage hendes cupcakes igen, fordi hun var rigtig ked af, at vi havde haft en lidt blandet oplevelse. Vi var glade for invitationen, og tog der ind for at smage en af hendes frugtcupcakes, og vi må indrømme, at den var ret god!
Så hvis I skal der ind, hvilket vi faktisk anbefaler, er hendes cupcakes med frugt pengene værd :)



18.11.12

Brownie-isEN



Vi har vist alle et lille crush på Ben&Jerry's fugde-brownieis. Siden Liva og jeg lavede den skønne chokoladeis, har vi haft i tankerne at erstatte saltkaramellen med lækre stykker af fudgy brownie. Det gjorde vi så og jeg kan love for at det blev godt. Det var i fredags, jeg havde fri og ventede bare på, at Liva og vores søde veninde kom på besøg. Der blev grinet, snakket og nippet til en masse lækker chokolade, brownie og små stykker cookie dough (ja, til vores anden fortolkning af ben&jerry's). Dejlig is til dejlig dag.

Vi brugte Livas skønne, mega lækre og lidt syrlige brownie, skåret i små stykker og vores chokoladeis (udelad saltkaramel). 
Følg opskriften på isen og tilsæt browniestykkerne ca. 10 minutter inden den er kørt færdig. 

  du kan spise den anytime (tjaa, vi kan i hvert fald!)


17.11.12

Brownie bites




Da jeg var lille var bacon, cheesedippers og majskolber det eneste rigtige en fredag aften. Måske lige med  undtagelse af et stort stykke chokoladekage, med grøn glasur og festlig svensk krymmel.
En hel del har ændret sig siden den gang, og jeg er(heldigvis) vokset fra kræsenheden og ostestænger fra netto.
De gamle vaner er røget ud, men en ting hænger stadig fast: Min hang til søde sager. Jeg har altid elsket af være kreativ og bage, og mange weekender er blevet brugt på at hjælpe til med bolledejen.

 I denne uge har jeg udviklet på min barndoms-chokoladebombe, og har endelig fundet frem til den perfekte, svampede chokoladebrownie, der minder mig om børnefødselsdag og glade dage, men alligevel bider igen, med den lækre eftersmag af bitter, mørk chokolade. I stedet for glasur har jeg drysset med tørret appelsinskal. Mums!

Disse behagelige(ja! det er lige hvad de er!) brownie bits, er i små stykker, så de passer lige til lørdagskaffen. Vi har også brugt stykkerne til at lave brownie-is, som kommer på bloggen i løbet af de næste par dage, og jeg er sikker på, du kan finde på mange andre gode ting med dem!
-God arbejdslyst :-)


Livas fudgy chokoladebrownie
70 + 60 g god, mørk chokolade(gerne mere!)
2 æg
100 g rørsukker
60 g brun farin
110 g smør
1/2 vaniljestang(alternativt 1/2 tsk godt vaniljepulver)
1/2 tsk bagepulver
4 spsk mel
2 spsk kakao
endvidere skallen af en citron, en lime og en appelsin

Pisk(med en elpisker eller røremaskine) æg, sukker, brun farin og vanilje til en luftig og let skummende æggesnaps.
Bland kakao, mel og bagepulver sammen i en anden skål, og pisk det i æggesnapse, lidt af gangen
Smelt chokolade og smør sammen over vandbad, og vend det forsigtigt i dejen.
Riv til sidst skallen af dine citrusfrugter og vend dem i dejen.
Bag brownien i en spring/ el. rugbrøds -form 25-35 min. ved ca. 165 grader.
Mærk gerne med en strikkepind, men husk på, at da det er en fugtig kage, skal den ud mens den stadig er "våd".

Når kagen kommer ud af ovnen lader du den køle af, og skærer den så ud i mundrette stykker!
Drys med valgfrit pynt, eller lad helt være, -sådan er den også god!

Voilá!
-Lækre browniebits til weekendens kage-hungrende familiemedlemmer!

6.11.12

Snickers macarons


 Jeg har vist før udtrykket min kærlighed til søndage. Hvis ikke, kan min henrykkelses vel skimtes af tonen i billederne herover. Irmas lækre syltetøj stod på bordet sammen med boller, chokoladescones og kaffekopper. De små, blå tallerkner kunne lige ses under de blomstrede servietter. Og nøj, hvor vi glædede os. I søndags var nemlig første gang, vi skulle holde dessertklub med vores søde madvenner.
Temaet var Snickers, så der var ingen grænse for, hvor sukkersødt og sprødt det kunne blive, måske var det netop derfor, der var masser af lækker kage tilbage da gæsterne var gået. Lulu havde bagt disse fine snickers-macarons, der bestod af en hjemmelavet saltkaramel med jordnødder, en makronbund og en melt-in-mouth mælkechokoladeganache. De smagte fantalastisk, siger jeg dig, og opskriften kommer her!



GANACHE:

150-200 g god mælkechokolade (ikke gå på kompromis her!)
1 1/2-2 dl piskefløde
2 tsk smør

PEANUT-KARAMEL:
120g sukker
40g saltet smør (mere eller mindre, kommer an på hvor meget smørsmag du vil have – det er lækkert)
1 1/2 dl piskefløde
1 god håndfuld usaltede jordnødder
1 nip salt
Lidt vaniljepulver

MACARON-DEJ
ca. 25-30 færdige

200g mandler (blendet til mandelmel)
200g flormelis
160g æggehvider
200g sukker
0,8 dl dl vand

Lav karamellen dagen før, da den skal have lov at sætte sig og blive smørbar. Hak jordnødderne så fint eller groft du vil have dem. Rist dem på en pande med saltet. Smelt sukkeret over lav varme i en tykbundet kasserolle (pas på at det ikke bliver for mørkt, da det hurtigt påvirker smagen. Tilsæt smørret og rør godt rundt, da det bruser op. Tilsæt derefter fløden og vaniljen, og fortsæt med at røre i karamellen. Tilsæt jordnødderne og lad karamellen koge i 10 minutter. Rør hele tiden, da karamellen hurtigt kan brænde på. Når det er kogt færdig, kommer du det op i en skål og lader det stå til dagen efter.

Lav ganachen et par timer før du "samler" dine macarons. Hak chokoladen fint og kom den i en skål. Varm fløden op i en gryde. Tag gryden af varmen og hæld halvdelen af fløden i. Rør stille rundt. Tilsæt resten af fløden lidt ad gangen. Kom smørret i lidt ad gangen og lad det smelte med. Nu skal det bare køle af.

Forvarm ovnen til 140 grader. 

Blend mandlerne til mel og tilsæt flormelis. Sigt det ned i en skål. Bring sukker og vand i kog i en kasserolle. Det skal være omkring 110 grader. Bland flormelis/mandel-blandingen med halvdelen af æggehviderne og pisk den anden halvdel stiv. Hæld sukkerlagen i æggehviderne, i en tynd stråle, imens du pisker det til en marengs. Det skal piskes helt stift. Bland lidt af marengsmassen i flormelis/mandel-blandingen, derefter resten (vigtigt at man vender det forsigtigt). 
Sprøjt dejen ud på bagepapir (med en sprøjtepose eller en frysepose) i små cirkler. Bag kagerne i 13 minutter og lad dem køle af.

Kom ganachen i en sprøjtepose med et lille hul i. Tag en macaronbund og smør lidt af karamellen på. Sprøjt lidt ganache ovenpå og slut med endnu en bund. Fortsæt med alle sammen.

Lækre macarons til dig, men pas på – det bliver svært at holde fingrene fra dem :-)

4.11.12

Chokoladeis – med et strejf af saltkaramel


Først sagt, så gjort. Chokoladeisen, der blevet serveret sammen med de fine hindbærtærter, smager bare af mer'!  Den cremede is er lavet på letmælk og fløde, og smager sød, uden at blive kvalm, hvilket er typisk for en parfait. Isen passer skønt sammen med syrlige ting(hindbærtærterne), men er også lækker til en kop varm kakao på en kold eftermiddag.  Næste gang laver vi den med små stykker af fudgy brownie...vi glæder os allerede!


Vi kørte isen på en ismaskine, den bliver meget blødere, men vær opmærksom på at fryseelementet(hvis du bruger en halvdårlig ismaskine som os), skal fryse i mindst 20 timer inden brug...

Créme anglaise med chokolade og saltkaramel

4 æggeblommer
70-75 g sukker
1 vaniljestang + lidt sukker
2 dl letmælk
1 1/2 dl piskefløde
100 g god mørk chokolade
2 spsk saltkaramel (kan udelades)

Varm mælk og piskefløde op til omkring 80 grader i en gryde. Skrab kornene ud af vaniljestangen og mas dem med sukker. Pisk æggeblommer, sukker og vanilje til en tyk æggesnaps. Tag gryden af varmen og hæld det i æggesnapsen i en tynd stråle, imens du pisker. Hæld créme anglaisen tilbage i gryden og varm det op, imens du pisker i 8-taller. Hak chokoladen og kom 75 g i den varme créme anglaise. Nu burde den være tyk og cremet. Lad den køle af i køleskabet til den er helt kold.

Kør den på din ismaskine, til den er tyk og cremet. Tilsæt resten af chokoladen (tilsæt små klatter af saltkaramel her, hvis du vil bruge det). Sæt den evt. i fryseren bagefter.

Voilá – en lækker og helt perfekt chokoladeis!