14.10.12

Ualmindelig lækker brownie

Sidder i min seng med et stykke brownie og lytter til en 42 minutters lang The Black Keys koncert <--- (link). Ret god kombi, må jeg indrømme. Det er sådan en "jeg-kan-kun-spise-ét-stykke-meeeen"-brownie, og helt seriøst, du kan kun spise ét stykke! 

Jeg er sikker på at den er hundrede gange bedre imorgen, da jeg lige fik bagt den et par minutter for kort tid, så den stadig er forholdsvis blød indeni. Men hold da mund den er god. (Hvis nogen undrer sig over at denne opskrift ligner Livas utrolig meget, er det faktisk et tilfælde, da vi begge, hver for sig, lavede de to opskrifter, hæ)

Det her er så mit bud på en brownie der er lækker, intens og fudge-agtig! 

LULUS BROWNIE

3 æg
100 g sukker
100 g brun farin
100 g mel
1 spsk kakao
200 g chokolade 60-70 %
125 g smør + 25 gram til at smøre formen
Espresso eller stempel (1/2 dl eller noget. Kan også udelades, men anbefaler at man tilfører noget andet istedet f.eks. lidt appelsinsaft)
1/2 stang vanilje + lidt sukker
Et nip salt


Tænd ovnen på 180 grader. Smelt chokolade, smør og kaffe over vandbad indtil det er helt smeltet sammen. Lad det køle af. Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Mas dem sammen med lidt sukker. Pisk vanilje, sukker, brun farin og æg sammen til en tyk æggesnaps. Pisk mel, kakao og salt i, til det er blandet helt sammen. Vend chokoladesmørret i lidt ad gangen. Smør en springform med smør, eller beklæd den med bagepapir og kom dejen i. Bag kagen i 30 minutter i ovnen (jeg bagte den i 26 min. og det var liiiige lidt for lidt). 

Lad den køle af (i et godt stykke tid!), inden du løsner den fra formen. Vent gerne til dagen efter, men det kan sikkert ikke lade sig gøre :-)

Ps, da vi er travle med skole, kagebagning og alt det dér, bliver vores 'årstidens'-indlæg udsat på ubestemt tid, men det kommer!


4 kommentarer:

  1. Svar
    1. det kan jeg godt forstå og den mætter jo, hæ hæ :-)

      Slet
  2. Det ser jo bare helt vildt lækkert ud, alt sammen. Men også kompliceret. Jeg må hellere prøve at lave noget af det her på et tidspunkt

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder dejligt! Har i fået vores mail? :)

      Slet