25.12.12

Ris-panna cotta med ganache, jordbærcoulis og mandelkaramel



Først og fremmest – god jul til jer alle! Jeg havde en dejlig aften med masser af god mad (–og gode gaver). Idag har stået på kaffe, smoothie, netflix og julemadsrester – og det er skønt!  Håber I havde en ligeså god jul, som jeg.

Denne dessert var et supplement til ris á l'amanden. Den er meget mere mig, men indeholdt da stadig en hel mandel, så man kunne få en mandelgave. Panna cotta'en er spæk fyldt med vanilje og er dejlig sød, derfor har jeg valgt, at lave jordbærcoulis'en ret syrlig. 

6-8 personer – laves mindst 5-6 timer før servering
Ris-panna cotta
100 g grødris + vand og et nip salt
3,5 dl fløde
3 dl mælk
100 g sukker
2 vaniljestænger
4,5 blad husblas


Hvid chokoladeganache 
200 g hvid chokolade
2 dl fløde
1/2 blad husblas


Jordbærcoulis
250 g frosne jordbær
100 g sukker
Hjemmelavet vaniljesukker eller 1/2 vaniljestang
Saft af én citron

Mandelkaramel
50 g sukker
En god håndfuld mandler, hakket

Kog grødrisene i vand og salt, til det næsten har konsistens som risengrød. Udblød husblassen i vand. Skrab vaniljestængerne og mas kornene sammen med sukker. Giv mælken, fløden, sukkeret og vaniljen samt de tomme vaniljestænger et opkog. Tilsæt grøden og kog den lidt med. Tag gryden af varmen, vrid husblassen og rør den i, så den smelter med. Fyld nu panna cottaen i små forme eller glas, og sæt dem på køl.
Hak den hvide chokolade fint og kom den i en skål. Udblød husblassen i vand og giv fløden et opkog. Tilsæt husblassen og lad den smelte med. Rør nu langsomt fløden i chokoladen, lidt ad gangen så det når at optage fløden. Læg husholdningsfilm på ganachen og sæt den på køl. Til coulisen koger du alle ingredientserne i en kasserolle. Smag til med citron eller sukker. Lad den køle lidt af, og blend den (enten med en stavblender, eller i en almindelig blender).  Sæt også den på køl, så den bliver helt kold.
Smelt sukkeret til mandelkaramellen på en pande (pas på det ikke branker), og kom mandlerne på. Rør det hurtigt sammen og kom det på bagepapir. Når det er kølet af og er blevet hård, hakkes det med en savtakket kniv.

Pisk ganachen (den skal kunne sprøjtes ud, men pas på med at piske den for meget, så kan den risikere at skille). Anret som på billedet eller som du har lyst til.



2 kommentarer:

  1. Nam nam det ser lækkert ud! :)
    Vil du muligvis følges?
    http://anna-mitlivminetankermig.blogspot.dk/
    Knus <3

    SvarSlet