3.7.12

"go home" – en lækker myntechokoladeappelsin-sag





Igår gik Liva og jeg i køkkenet, for at lave en dessert. Vi var (som man jo tit er) i tvivl om, hvad vi skulle lave, og vi havde mange idéer, men vi landede på denne super lækre (og lidt tunge) dessert. Brownie, mynte-is og glaskaramel med et lille twist af appelsin, så er du godt kørende. 


4 personer + ekstra brownie-muffins

Mynte-sukkerlage:
Ca. 50 g. sukker (plus/minus)
1 lille håndfuld mynteblade med stilk
1 dl. vand

Mynte-is (til ismaskine):
4 æggeblommer
Ca. 100 g. sukker
Lidt vanillesukker eller korn fra en halv vanillestang
3,5 dl. mælk (gerne letmælk)
1/4 l. piskefløde
Alt mynte-sukkerlagen
Lidt hakket mynte
100 g. mørk chokolade
100 g. chokolade med pebermyntefyld

Brownie-muffins:
100 g. smør
100 g. 70-80% mørk chokolade
150 g. sukker
100 g. brun farin
100 g. mel
2 små spsk. ren kakao
2 æg
1 tsk. bagepulver
Et skvæt kaffe*
Et nip salt
Lidt appelsinsaft
Lidt vanillesukker eller korn fra en halv vanillestang
*hvis du er pjævset kan du bruge nescafé blandet op med vand, i stedet for den tunge version med malede bønner.
Pynt:
100 g. flormelis til glaskaramel
Skal fra en halv appelsin

Start med at sætte mynte-sukkerlagen over at koge. Det er bare vand, sukker og mynte i en gryde, på mellemvarme, så det ikke lige pludselig koger alt for meget. Når sukkeret er opløst, passerer du lagen igennem en sigte, ned i en lille skål, for at afkøle.
Begynd nu på ismassen (creme anglaise). Varm fløden og mælken op til omkring 80 grader, pisk imens æggeblommer, vanille og sukker til en hvid og luftig æggesnaps. Vend nu hakket mynte og mynte-sukkerlagen i. Pisk nu med et piskeris i æggesnapsen, imens du langsomt hælder den varme mælkeflødeblandning i (her er det rart, hvis man har en til at hjælpe sig). Når alt er pisket i, kommer du det tilbage i gryden, indtil det tykner. Køl ismassen af i køleskabet eller i fryseren, til den er helt kold,  derefter hælder du massen på din ismaskine, og kører det, indtil isen er helt tyk og cremet. Hak begge slags chokolade, og bland dem i isen, lige inden den er drejet færdig på ismaskinen.

Til brownie-muffins'ne starter du med, at tænde ovnen på 170 grader. Derefter smelter du smør, chokolade og brun farin over vandbad. Pisk æg, sukker og vanille til en luftig æggesnaps. Pisk mel, kakao, salt og bagepulver i æggesnapsen. Vend kaffe, smørchokoladeblandningen og appelsinsaft i. Fordel dejen i muffinsforme og bag dem i 15-20 min. (de er færdige når der kommer lidt dejkrummer på gaflen, kødnålen eller hvad du stikker i kagerne med, på den måde får du den helt rigtige brownie konsistens, når de er kølet af).

Glaskaramellen laver du ved at smelte flormelissen i en gryde, til alt sukkeret er opløst. Afsæt små klatter på bagepapir og stryg dem med en paletkniv. Lad dem køle af. Læg et nyt stykke bagepapir over glaskaramellerne, tag fat i begge stykker bagepapir, og med et hurtig tag vender du. Nu kan du trække bagepapiret af glaskaramellerne, og på den måde har du fået dem løsnet. Drys revet appelsinskal på dem.
Nu anretter du desserten som du har lyst til, og du kan se på billedet hvordan vi har gjort.

God fornøjelse og appetit!
opskriften er vores egen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar