19.8.12

Lagkage med hindbær, vanille og hvid chokolade




Som I nok ved (fordi Liva var så sød at lave et fødselsdagsindlæg), havde jeg fødselsdag i torsdags. Jeg ville selvfølgelig lave en lagkage og da jeg har noget for vanille, hindbær og hvid chokolade, skulle alle tingene da indgå! Jeg har selv fundet på smagskombinationerne, og har lavet alt fra bunden. Opskriften på lagkagebundene er fra bogen Kager der Smager, hvor jeg har tilsat en halv Tahiti-vanillestang.

Lagkagebunde:

4 æg (5 hvis de er små)
1 1/2 (120 g) sukker
2 dl (100 g) hvedemel
1 1/2 spsk kartoffelmel
1 tsk bagepulver
1/2 vanillestang + sukker
nip salt

Hindbærkompot:

Jeg prøvede mig frem med målene, uden desværre at måle hvor meget af hver ting...
100-120 g frosne hindbær
50 g sukker (jeg har ingen idé, men prøv dig frem, til du synes at den er god)
saft fra en halv citron
evt. lidt vanille
(lidt vand og maizena)

Vanilleflødeskum:

1/4 liter piskefløde
1/2 vanillestang + sukker
en lille bakke friske hindbær

Pynt:

1/4 liter piskefløde
Hvid chokolade

Sæt en springform på et stykke bagepapir. Omrids med en blyant og klip det ud, så du har et rundt stykke bagepapir, der passer til bunden af formen. Læg det i bunden og smør siderne med smør. Forvarm ovnen til 175 grader – uden varmluft.


Del æggene i blommer og hvider (vær forsigtig, hvid der kommer den mindste smule æggeblomme i hviderne, kan de ikke piskes op. Hvis der derimod kommer hvide ned til blommerne, gør det ingen forskel, det kan du nærmest ikke undgå). Pisk æggehviderne stive og sæt dem til side. Flæk vanillestangen og skrab kornene ud. Mas dem sammen med lidt sukker, så kornene skiller sig ad. Pisk æggeblommer, sukker og vanille sammen til en lys og skummende æggesnaps. Bland mel, kartoffelmel, bagepulver og salt sammen og sigt det i æggemassen. Fold det forsigtigt rundt med en dejskraber og fold nu de piskede æggehvider i. Hæld dejen i springformen og bag dem i 35-45 minutter.  Test om kagen er færdig, ved at stikke en kødnål, tandstik eller andet i kagen, hvis der ikke kommer kagedej eller krummer på er kagen færdig. Kagen løsnes fra springformen og sættes til afkøling og flækkes derefter i 2.


Kog hindbær, sukker, citron og evt. vanille i en gryde og sæt det til afkøling. Hvis man vil have kompotten lidt tykkere, kan man tilsætte lidt udrørt maizena under kogningen.


Skrab kornene ud af vanillestangen og mas dem sammen med lidt sukker. Pisk fløden med vanillen, til en let skum.

Når bunden er afkølet og flækket over i 2, kommer du den afkølede kompot på begge bunde. Klip strimler af bagepapir og læg dem op ad siderne på springformen. Læg den ene bund ned i springformen, og kom vanilleflødeskummet på. Læg de friske hindbær ovenpå og læg den sidste bund på. Sæt den i køleskabet til den er kold, gerne et par timer eller natten over.

Pisk fløden til skum og put lidt under halvdelen ned i en sprøjtepose med stjernetyl. Overtræk lagkagen med resten af flødeskummet. Lav flødeskumsrosetter med sprøjteposen. Temperér lidt hvid chokolade og kom det op i et kornet af bagepapir eller en plastikpose, sprøjt små møstre ud på bagepapir og sæt dem til afkøling. Riv hvid chokolade og kom det oven på lagkagen og sæt de fine chokolade-mønstre i hver flødeskumsroset.

Voilá!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar