2.12.12

Hindbærtærter med salt lakridsis


Med "vi er på vaaaaj til dig... julemaand" i ørerne og vaniljekranse, pebernødder og clementiner i skåle på bordet, afslutter vi 1. søndag i advent. Vi har lige trillet konfekt og drysset med ny-indkøbt passionsfrugtspulver. Og vi ved det -vi er og bliver nogle luksusdyr!


Desserten på billederne blev serveret til Livas mors 40års fødselsdag, og smagte fantastisk, det synes vi i hvert fald selv. Da gæsterne var lidt små-fornøjede ud på aftenen, fik vi aldrig rigtig deres mening at høre, så i morges listede vi ud i stuen og tjekkede tallerknerne. Vi blev helt glade i låget af at se, hvor umage gæsterne havde gjort sig med at skraaabe tallerknerne for is og tærte! Det kan man da kalde positiv feedback!

Desserten består af en sprød tærtedej med syrligt hindbærfyld, en hjemmelavet lakridsis med lakridssirup fra Johan Bülow, og små spor af pufsukker og frysetørrede hindbær!


Hindbærtærter
se opskrift fra tidligere indlæg(link)

Lakridsis
4 æggeblommer
70 g sukker
4 spsk lakridssirup (vi brugte den salte fra Bülow, men du kan bruge alt fra hjm. sirup til lakridspulver)
2 dl mælk
1,5 dl piskefløde
 evt. 1/2 vaniljestang (vi brugte en halv vaniljestang så isen fik fine prikker)

Pynt
1 tsk. pufsukker fra Krydderiet
1 tsk. frysetørrede hindbær

Pisk æggeblommer med sukker og vanilje til en luftig æggesnaps.
Tilsæt lakridssirup og pisk lortet til en mega sej sirup (citat slut).
Varm mælk og fløde til lige under kogepunktet. Pisk langsomt mælkeblandingen i æggesnapsen.
Hæld blandingen tilbage i gryden, og pisk i 8-taller (eller bare pisk let) til det tykner.
Lad det køle af, til det er helt koldt. Kør den på din ismaskine i ca. 20-40 min. afhængigt af hvilken ismaskine du har.

Sådan!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar