25.3.13

Macarons med mælkechokolade

Jeg kan ikke tælle på én hånd, hvor mange gange disse smukke, franske kager har gjort mig dybt ulykkelige.
Alle de gange de har fejlet at få kraver, er krakelerede, er blevet bagt ved for høj varme, eller er blevet overbehandlede.
De er strenge nogle gange, er de, men de har en vanvittig tendens til at få mig til at glemme alt det hårde arbejde, når jeg sætter mine tænder i dem!
Disse fine, finkede, macarons, lavede Lulu og jeg i går.


Alligevel, er der nok én speciel grund til, at det gik som det gik. Vi brugte nemlig selveste hr. Strangas opskrift!
Vis du ikke har været forbi hans skønne shop på Åboulevarden, burde du virkelig slå et smut forbi... du kommer til at takke guderne!

Vi har eksperimenteret med forskelligt fyld, b.la peanutbutter-smovs, et tyndt lag Dulcey fra Valrhona, og så til sidst en fantastisk ganache, med den lækreste mælkechokolade fra Amedei.
Den syndige Amedei toscano brown, har vi fået foræret af søde Pernille fra Chokomania til årets Chokoladefestival, og jeg siger dig, vi har nydt den ;)


Strangas macarons
ca. 35-40 macaronskaller
170 g sukker
1/2 dl vand
110 g æggehvider
125 g mandelmel
150 g flormelis

Ganache (til ca. 5 macarons)
5-6 spsk fløde
30 g mælkechokolade, fx. Amedei brown.


Macarons:
Sæt sukker og vand over at koge til en lettykflydende sukkerlage (113 grader!). Pisk 55 g æggehvide, til det danner bløde toppe og pisk sukkerlagen i. Pisk til marengsen er helt stiv. Sigt mandelmel og flormelis i en skål, bland det godt sammen og kom de resterende 55 g æggehvide i og rør det godt sammen til en tyk masse. 

Kom en 1/4 del af marengsen over i mandelmassen, vend rundt, kom lidt mere i og vend til det er homogent. Kom resten af marengsen i og vend rundt, men kun lige til det er homogent (overarbejdet dej, kan ødelægge de færdige macarons). Kom dejen i en sprøjtepose med en 11mm tyl (tyllen kan dog udelades) og sprøjt små macarons ud på en bageplade. 

Lad dem stå i 30 minutter og bag dem derefter i en 140 grader varm ovn i ca. 12 minutter.  


Ganache:
Vi lavede en forholdsvis lille portion ganache, så vi også kunne eksperimentere med andet slags fyld, men man kan sagtens gange portionen op. 

Hak mælkechokoladen fint, og anbring den i en lille skål.
Bring fløden i kog, og hæld den så langsomt udover chokoladen, mens du rører rundt med en ske fra skålens midte.

Dæk ganachen med film, og lad den sætte sig i ca. 30 min.
Smør en macaron med en lille klat ganacne, og pres så let en anden macaronskal ovenpå, så ganachen når helt ud til kanten!

Disse macarons kan sagtens stå natten over i et køleskab, de bliver faktisk tætte og smovsede af det :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar